Boligliv – Denmark

Designerliv på bakken.

På toppen af bakken ved Utterslev mose, bor Sabine Lavigne, boligstylist, designer og medindehaver af designfirmaet Meyer-Lavigne med sin musikermand Michael og deres tvillinger Mingus og Sofia på 5.

Af Meyer-Lavinge Foto: Johan Rosenmunthe

Da Sabine og Michael for seks år siden fandt ud af at de ventede tvillinger, blev de enige om , at det vist var på tide at finde et nyt sted at bo. Deres daværende bolig var en toværelses lejlighed på Nørrebro med tekøkken, ikke just det mest ideelle sted med en familieforøgelse i farvandet. Boligjagten gik ind og efter et par intensive måneder var huset der, på toppen af bakken, med fornem udsigt hele vejen til Grundtvigskirken og et stenkast fra Utterslev mose. Hyggelige villaveje med masser af børn, helt perfekt når der er børn på vej. Årene er gået og efterhånden er huset ved at være som Sabine og Michael gerne vil have det. Savsmuldstapetet er væk, den mørke 70’er tilbygning med ’skydeskårs’ vinduer, er forvandlet til en hyggelig spisestue, med masser af sprossede vinduer og havestuestemning og alt det mørke træværk er nu hvidt. Lyse og lette omgivelser, præcis som familien ønskede det.

Lys enkelhed med personlige minder:
Når man som Sabine Lavigne, via sit arbejde, dagligt omgiver sig med design og interiør, kan det ikke undgå at smitte af i ’privaten’. For Sabine har det betydet at hendes hjem er indrettet enkelt og meget personligt. ”Jeg tror simpelthen at jeg har behov for enkelhed når jeg kommer hjem. Et sted uden alt for mange ting at tage stilling til.” Forklarer Sabine og fortæller videre: ” Alt det vi omgiver os med, er stort set arvestykker og personlige ting med masser af historie.”Og historier er der rigtig nok mange af, nogle af dem endda ret så eksotiske. Der er for eksempel historien om kæmpevaranen der hænger så fredeligt i stuen. Den fangede Sabines franske far og hans brødre som små drenge da de voksede op i Senegal. Bagefter blev den udstoppet af bedstemor Mamy og det er der et fint gammelt billede af i den moderne sætterkasse fra Muji. Billedvæggen over klaveret, som Sabines mand Michael flittigt bruger, er et andet sted i hjemmet hvor der er samlet en masse historier. Billederne hænger tæt og danner nærmest et tæppe af familie og bedste venner. Farverne i hjemmet er lyse med enkelte sorte grafiske elementer. Fint, afbalanceret og meget fredfyldt.