Boligliv – Denmark

Meget er sket siden Kristine Meyer flyttede ind i lejligheden på Vesterbro. Skillevægge er blevet sat op og pillet ned igen, nye døre er sat i og andre er blevet blændet. En altan er kommet til og et stort hul i væggen fra køkken til spisestue har skabt et stort fællesrum, men vigtigst af alt er der kommet en mand og to børn, siden lejligheden dengang i 90’erne startede ud som kollektiv.

Dog er der stadig intet der står stille i familiens lejlighed. Hele tiden opstår der nye behov, børnene skal have hvert sit værelse og så lige pludselig skal gulvene være hvide eller en væg males grå. Livet bliver levet og det er sådan Kristine bedst kan lide det. ”Jeg holder mest af hjem hvor man kan se at der bor mennesker. For mig er det fuldstændig ligegyldigt om man har designklassikere eller genbrug. Det er fantasi og personlighed jeg elsker mest når jeg besøger andre, at man kan se at der bliver levet efter hjertet og ikke efter en forestilling om hvad der er det rigtige.” fortæller Kristine og fortsætter:” Her hos os må der meget gerne hænge børnetegninger og det er ikke jordens undergang, hvis der kommer tush på bordet eller der bliver sat et par klistermærker op hist og pist. Efter at mine børn kom til, måtte jeg simpelthen kaste håndklædet i ringen og jeg må indrømme, at det klær mig bedre ikke hele tiden at rende rundt og ryste puder. Så nu er både hund, børn, mad og dyner blevet inviteret op i sofaen.”Fortæller Kristine grinende, men tilføjer dog lige et ekstra men:” Selvfølgelig er det dejligt når her er ryddet op. Det giver ro og en pause et kort øjeblik inden livet bliver levet igen, men sådan er familiecyklussen vel hos de fleste børnefamilier tænker jeg.”

Magiske farver
Farver betyder rigtig meget for Kristine,både i sit professionelle designarbejde, men også når hun indretter sit hjem og det ses da også tydeligt når man træder ind ad døren og straks bliver mødt med både lyserød, lyseblå og mintgrøn, på vægge og gulv. Ydermere er der også rundt om i lejligheden smukke farveindslag fra lækre tekstiler , i form af tæpper, puder og plaider, som Kristine holder særligt meget af. ” Jeg elsker farver,” konstaterer Kristine og fortsætter: ” Det er næsten magisk at se den forvandling der sker med et rum når der kommer farve op på væggen eller gulvet. Jeg skal virkelig passe på ikke at blive grebet når jeg først går igang. Den nyeste farve der er kommet indenfor er den smukke grå/blå farve i vores stue, farven hedder Silky stone 4457 og er fra Flügger. Jeg synes den giver utrolig meget ro herinde og jeg har faktisk slet ikke lyst til at hænge billeder op på den. Den er rigeligt i sig selv”.
Det er ikke kun i lejlighedens stue at der er kommet farve på væggen. Udover den pink væg i gangen har en stor væg i familiens køkken /spisestue også fået sig en omgang maling. Herinde har Kristine valgt en sart lyserød til væggen og en lys blå til gulvet ( krystalblå u-563 ). ” Før i tiden var der i det der nu er spisestue, en lang gang og et værelse. Den væg blev revet ned da der kom altan ud mod gården og vi etablerede spisestuen med kig ind til køkkenet. Dette rum er helt klart det vi befinder os mest i. Dels er der masser af sol når vi kommer hjem om eftermiddagen og så er det her altanen er, den lyserøde farve på væggen ind mod køkkenet og det lyseblå gulv, er med til at skabe en skøn, lys sommerfornemmelse hele året,” fortæller Kristine og afslutter: ”Jeg kan virkelig kun anbefale at male mindst en af hjemmets vægge i andet end hvid. Det giver så meget personlighed til et rum og kan virkelig være det der gør, at en bestemt stemning eller stil kan få lov til at træde helt tydeligt frem, og så er det bare så meget nemmere og hurtigere end tapet, også hvis man fortryder..perfekt for en som mig, der elsker hurtige resultater.”